"Frelsens hjelm"
De ældste optegnelser om krig og soldater stammer helt tilbage
fra oldtidens Sumere. Hjelmen har altid været en del af soldaternes
udstyr. Goliat, som er en soldat fra Bibelen (1. Samuel 17:5) og Kong
Saul (vers 38) beskrives også som bruger af hjelm. Hjelmen er faktisk
universal i våbnenes historie. I oldtiden havde soldaterne forskellige
våben til at angribe fjenden, men fælles for dem alle var,
at de bar hjelme.
Gennem århundrederne har hjelmen reddet mange liv. Den var som regel
lavet af metal eller tyk læder beklædt med metalplader, og
hensigten var at afværge fjendens stød mod hovedet - stød
der ellers ville være blevet fatale. Hjelmens nødvendighed
er tydelig også nu om dage, enhver, der ser moderne soldater i film
eller nyheder, kan ikke tvivle om det. Det var det samme i romernes tid,
da Paulus fortalte kristne, at de skulle bære "frelsens hjelm"
som en vigtig del af Guds fulde rustning (Efeserne 6:17).
Paulus havde også noget andet i tankerne. Ud over at beskytte hovedet,
havde hjelmen også en anden funktion i oldtiden. Det var f.eks.
vigtigt, at man i kampens hede kunne se forskel på venner og fjender,
og man brugte hjelmen som identifikation. Som regel var den prydet med
fjer, der stak op over kamppladsen, og dermed var synlig for de kæmpende.
Desuden prydede de romerske soldater deres hjelme, ligesom grækerne
havde gjort det før dem, med "hellige" motiver af guderne
de troede på. Soldaternes HÅB lå i disse guder - de
troede på, at de ville beskytte dem. Paulus vidste, at denne detalje
ikke ville undslippe tilhørernes opmærksomhed, for alle kendte
de romerske legioner, og at den ville medvirke til at skabe en objektiv
undervisning.
Paulus' tilhørere var sikkert også familiære med vendingen
"frelsens hjelm" fra profeten Esajas kapittel 59:17. I denne
profeti skriver Esajas om Frelserens genkomst, hvor han billedligt talt
vil bære frelsens hjelm. Har dette nogen betydning for kristne i
dag? Hvordan bør vi forstå og bruge Paulus' anvisninger om
at beskytte vort hoved med frelsens hjelm?
Den største fare
Jesus lovede: "Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig"
(Hebræerbrevet 13:5). Hans sidste løfte var: "Og se,
jeg er med jer alle dage indtil verdens ende (Mattæus 28:20). Vi
må være klar over, at vi er kaldet til at "udholde det
alt sammen" (2. Timoteus 2:10) og "holde ud til enden"
(jf. Mattæus 24:13), og vi må ikke glemme, at den verden vi
nu lever i er fysisk og temporær. I det fysiske liv vil alle gennemgå
problemer og lidelser før de dør, og kristne kan endda blive
udsat for forfølgelse og pinsler fra dem der tror, at de er Guds
tjenere.
Den største fare for kristne er dog ikke at blive udsat for fysisk
smerte, men hvis de af egen vilje tager afstand fra Gud igennem synd.
I virkeligheden er der ingen andre end os selv, der kan skade os! Intet
der rammer os her i livet kan forårsage permanent skade! Husk på
en vigtig lektion Paulus beskrev for os: "For jeg er vis på,
at hverken død eller liv, eller engle eller åndemagter, eller
noget nuværende eller noget tilkommende, eller kræfter, eller
det høje eller det dybe, eller nogen anden skabning vil kunne skille
os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre" (Romerbrevet
8:38-39). Det er kun en ting, der kan skille os fra Gud - SYND! Århundrede
før Jesus Kristus blev født, forklarede Gud følgende:
"Eders brøde er det, der adskiller mellem eder og eders Gud,
eders synder skjuler hans åsyn for jer, så han ikke hører"
(Esa. 59:2). Dette betyder, at hele menneskeheden har været afskåret
fra Gud - eftersom "alle har jo syndet" (Rom. 3:23). Endvidere
er hele menneskeheden blevet dømt til "syndens løn
som er døden" (6:23). Så for at kunne blive forenede
med Gud, undgå den anden død og blive frelste, må vi
afskaffe synd. Et første skridt mod frelse, er forståelsen
af, at vore synder har bygget en adskillelsens mur imellem os og vor Skaber
- og efterladt os "døde i vore overtrædelser og synder"
(Efeserbrevet 2:1), og at vi er fuldstændig ude af stand til at
frelse os selv! Paulus fortsætter med at forklare, at "Til
dem hørte vi også forhen, da vi fulgte vort køds lyster
og gjorde, hvad kødet og tankerne ville, og af natur var vi vredens
børn ligesom de andre" (vers 3). Men lige fra begyndelsen
havde Skaberen en plan til at frelse mennesker fra deres synder! "Thi
således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne,
for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt
liv" (Johannes 3:16).
Paulus gør sig store anstrengelser for at forklare, at frelse ikke
er mulig, før vi er forsonede med Gud igennem Kristi offer. Da
først kan vi modtage Den Hellige Ånd, som gør Kristus
levende i os og til sidst leder os til frelse, Rom. 5:9-10). Peter beskriver
processen vi alle skal igennem på følgende måde: "Omvend
jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres
synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave"
Apostlenes gerninger 2:38). Alligevel er disse første skridt mod
omvendelse - vende sig bort fra synd - at man accepterer, at Kristus har
betalt den dødsdom, vi har gjort os skyldige til, og at man er
blevet døbt, kun en start på rejsen mod frelse. Resten af
rejsen indebærer lydighed mod Guds love og at man søger Ham
med hjælp fra kraften i Guds Ånd.
På denne livslange rejse er det, at alle kristne må bære
"frelsens hjelm", for vejen er en uendelig kamp imod det onde,
indtil den dag vi drager det sidste åndedræt. Denne strid
er imidlertid ikke synlig, den foregår i vort hjerte og sind (se
artiklen "Kampen om din tankegang - dit sind" af Raymond McNair,
på side 4). De fleste ny omvendte kristne sætter sig det mål,
at de vil vandre i lydighed og overgive sig til Gud resten af livet, lige
til målet, "den vidunderlige frelse" Han har lovet, er
nået. Det er imidlertid et sørgeligt faktum, at et eller
andet sted på vejen ændrer folk beslutning og tilsidesætter
frelsen.
Kristus forudså, at dette ville ske i lignelsen om sædemanden
i Mattæus 13: "Sæden, som blev sået iblandt tidsler,
der er ham, der hører ordet, men timelig bekymring og rigdommens
bedrag kvæler ordet, og det bliver uden frugt (vers 22). Mange kristne
starter med stor begejstring og følger Gud - men snart bliver de
trætte og lader lidt efter lidt begejstringen kølne af for
til sidst at ende i åndelig død. Guds Ord advarer imod at
falde i denne kategori: "Derfor må vi så meget mere give
agt på det, vi har hørt, for at vi ikke skal glide bort fra
det. Thi når det ord, som var talt ved engle, stod fast, og hver
overtrædelse og ulydighed fik sin velfortjente straf, hvorledes
skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en
frelse
?" (Heb.2:1-3).
Denne åndelige batalje som kristne deltager i skal kæmpes
konstant, ellers vil snigende ligegyldighed føre til dødelige
sår i "hovedet", dvs. i vort sind og vor ånd. (6:4-8;
10:26:31). For at beskytte os for "banesår i hovedet"
skal vi bære frelsens hjelm.
Vor tankeverden skal hvile i ting "fra oven"
Som sikkerhed for at vort sind er vendt bort fra Satan og denne verdens
bekymringer, fortæller Paulus, hvad vi skal fokusere på: "Når
I altså er opvagt sammen med Kristus, så søg det som
er oventil, hvor Kristus er siddende ved Guds højre hånd.
Tragt efter det som er oventil, ikke efter det som hører jorden
til. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når
Kristus, vort liv, åbenbares, da skal også I åbenbares
sammen med ham i herlighed" (Kolossenserne 3:1-4) - Guds nuværende
herlighed!
I 1. Tessalonikerbrev 5:8 henviser Paulus til hjelmen som "frelseshåb".
Med hensyn til vor fremtidige herlighed siger apostelen Johannes, "I
elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret,
hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares,
skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham som han er. Og enhver, der
har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom Han er ren"
(1. Johannes 3:2-3). Et håb der virkelig er værd at indrette
vort liv efter!
For at kunne sejre i denne åndelige kamp vi er deltagere i, skal
vi huske på, at Gud kaldte os i håb om, at vi ville blive
frelste. Det er den sikre overbevisning om frelse, der giver den der følger
Kristus, kræfter i beslutningen om dagligt at kæmpe imod Satan
og hans plan. Vi må aldrig miste frelsen ud af syne, hvis vi skal
kunne holde ud til enden og vinde ræset, ligesom Paulus gjorde.
Mænd og kvinder der har vandret vejen til frelse før os,
har måttet gennemgå store lidelser og genvordigheder for at
adlyde Gud, og det er overraskende at opdage, at ingen af dem har endnu
modtaget løfterne, Gud har bestemt for dem (Heb. 11:39). De døde
alle i HÅB. De tvivlede ikke på Guds løfter, deres
håb var Guds kommende Rige. Deres håb hvilede i Jesu Kristi
offer som åbnede muligheden for frelse. Deres håb lå
i den første opstandelse.
I Guds Ord er der mange eksempler på, hvordan andre har båret
deres "frelses hjelm". Abraham, "fader til den trofaste",
holdt bestandig for øje visionen om det Ny Jerusalem. Kan du følge
hans eksempel? "Thi han ventede på staden med de faste grundvolde,
hvis bygmester og skaber er Gud" (Heb.11:10). Han, en mand der levede
i telte i ørkenen, satte dette eksempel for os i dag! Vi kan lære
af den måde, han levede efter, ved dagligt at fokuserer på
den fantastiske fremtid der venter os, da vil hvilket som helst problem
eller prøvelse i dette fysiske liv blive sat i rette perspektiv.
Paulus minder os om, at "
det vi lider her i tiden, ikke er
værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares
for os" (Rom 8:18).
Det er menneskeligt og naturligt for os at blive overvundet af prøvelser,
problemer og vanskeligheder i dette fysiske liv, og det er kun med Guds
hjælp, at vi kan holde vort blik og sind på det store billede
- det kommende Guds Rige, som vil regere over hele jorden. Nå denne
tid endelig kommer, vil Satans 6000 års regering blive fuldstændig
glemt. Tårer vil blive tørret væk og alle vil leve
et fuldkomment liv, som det skal være ifølge Guds love (Esa.11).
Blot tanken om denne vidunderlige tid, og på hvordan vi kan have
del i at fremme dets komme (Åbenbaringen 3:21), er incitament til
altid at bære "frelsens hjelm".
Den nat Kristus blev forrådt, var timer til stor prøvelse
og forvirring for hans disciple. Lidt tidligere havde han formanet dem
til at fokusere på den plads Han ville forberede dem: "Jeres
hjerter forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig. I
min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det;
thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når
jeg er gået bort og har gjort en plads rede til jer, kommer jeg
igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skal I også være"
(Johannes 14:1-3). Hvor meget studerer vi og funderer over den plads Jesus
er ved at forberede til os? Disciplene mistede aldrig denne vision ud
af syne samtidig med, at de udførte den opgave Kristus havde pålagt
dem. Disse mænd tjente Gud og mistede aldrig håbet på
trods af, at næsten alle måtte lide martyrdøden, som
onde mænd dømte dem til! Alligevel døde de med hjelmen
på!
Vi må heller aldrig miste håbet. Kristus vil "
fremstille jer hellige og uden dadel og anklage for sit åsyn - så
sandt (hvis) I bliver i troen, grundfæstede og faste, uden at lade
jer rokke fra det håb, der skænkes i det evangelium, I har
hørt" Kol. 1:22-23); dertil behøver vi frelsens hjelm.
Forrest i vort sind skal altid ligge tanken om præmien for Guds
kald (Filipperne 3:14), nemlig Guds Rige, og at blive medlem af Guds familie
for evigt. Derefter kan vi, ligesom de der gik forud for os, blive eksempler
for dem, der kommer efter.
Husker du de romerske soldater? De sørgede altid for, at man kunne
se, hvilken side de kæmpede på, og derfor bar de synlige billeder
og tegn på de overnaturlige magter, de stolede på. Sandt er
det, at kristne ikke skal udstille sådanne billeder og forsøge
at honorere Gud med hedenske skikke, men i alle tilfælde kan man
drage lære deraf. Lige så åbent som disse mænd
tilbad deres guder - burde vi også blive set, ikke med billeder
og lignende, men med gudgiven karakter som alle kan se og opleve.
|