Oversat fra 1980 udgaven af Herbert W. Armstrong's bog

"De Forenede Stater og Storbritannien i Profetierne.

Profetierne i Bibelen har været sørgeligt misforstået, og det er ikke så mærkeligt! Nøglen til at åbne den profetiske dør har været forsvundet i flere tusinde år. Denne nøgle ligger i forståelsen af det amerikanske og det britiske folks identitet i Biblens profetier. Vi vil her i en nøddeskal fortælle den mest fascinerende historie nogensinde. Hvadenten man er skeptiker, ateist eller kirkemedlem, vil det være den mest overraskende åbenbaring. Selv i en kort og sammentrukket version er den enkel og let at forstå, og tilligemed er den en BEVIST sandhed. Ingen science fiktion kan måle sig i at være pakket med spænding, alt op slugende og besynderlig, end denne fængslende historie fra Biblen.

Herbert W. Armstrong skrev således om temaet i sine artikler: "Den Eneste Levende Gud inspirerede for omkring 2500 år siden, sine profeter til at skrive profetier der fylder ca. en tredjedel af hele Biblen, og disse skrifter er bevaret for os den dag i dag. I skrifterne nævnte han datidens byer og nationer af betydning her på jorden, og Han forudsagde nøjagtig, hvad der igennem årene ville ske med hver eneste af dem. I hvert eneste tilfælde er profetierne gået i opfyldelse!"

"Det profeterede skete med Babylon, Tyrus, Sidon, Askelon, Asdod, Ekron; det skete med Egypten, Assyrien, Kaldæa, Persien, Grækenland og Rom. Ikke en eneste mangler! Profetierne var nøjagtige."

Den samme højeste Gud har i andre profetier forudsagt nøjagtigt, hvad der vil ske med USA, Storbritannien, Vest Europa, Mellemøsten og Rusland!"

Første del

Hvor i Biblens profetier er USA nævnt? Er landet overhovedet omtalt? USA er den rigeste nation på jorden og muligvis den mest magtfulde. Amerikanerne og briterne er af samme folkeslag, og sammen besidder de over to tredje dele af al rigdom og ressourcer i verden. Resten af nationerne tilsammen må deles om lidt over en fjerdedel. Denne rigdom er kommet i USA's og Englands besiddelse siden 1800. Der er intet fortilfælde i historien om et folk eller en nation, der er vokset så hurtigt i tal, rigdom og magt. Aldrig var en nation så rig. Hvorfor?

Kunne disse rige nationer være overset i profetierne

Det er vigtigt at tage i betragtning, at USA og UK udgør de sidste værn om kristendommen. Det er dem, der har sendt missionærer ud til alle lande i verden, dem der har trykket og uddelt Biblen i utallige millioner og på alle tænkelige sprog. Vi ved, at Biblens profetier henviser til nutidens Rusland, Tyskland, Italien, Tyrkiet, Etiopien, Libyen og Egypten. Ville det være rimeligt, hvis Storbritannien og Amerika var fuldstændig ignoreret?

Selvfølgelig ikke og de er ikke ignoreret. Faktum er, at de er nævnt mere end nogen anden nation eller race. Alligevel har deres profetiske identitet været skjult. De fleste moderne nationer bliver ikke omtalt under deres nutidige navne. Som regel bliver de kaldt op efter deres forfædre, som f.eks. Tyrkiet omtales i profetierne som Esau eller Edom, fordi tyrkerne nedstammer fra Esau. Det samme er tilfældet med araberne, de bliver omtalt som Ismael, russerne er Magog, osv. Bibelens historie om vore forfædre og vor nutidige profetiske identitet er det mest forbløffende, ja forbavsende … den mest fascinerende og interessante beretning der nogensinde er fortalt. Den er i virkeligheden den ledende tråd igennem hele Biblen fra 1. Mosebog til Åbenbaringens bog.

USA's og Englands rigdom blev givet som løfte til Abraham

For mange århundrede siden blev denne rigdom, magt og nationale storhed lovet Abraham. Alligevel er der kun ganske få, der har læst om dette overvældende løfte, der er beskrevet i Biblen. Løftet om Messias og frelse ved Ham er velkendt af selv de mindst informerede bibelstudenter; men at Gud også gav Abraham et andet løfte med et fuldstændig anderledes og aldeles overraskende indhold, det har været skjult i skrifterne indtil nu.

Bemærk nu at Gud gav Abraham et to folds løfte, da han kaldte ham: "Herren sagde til Abram: 'Drag ud af dit land, fra din slægt og din faders hus til det land jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort … og i dig skal alle jordens slægter velsignes'" (1. Mosebog 12:1-3).

Dette løfte bestod af 2 punkter: 1) "Jeg vil gøre dig til et stort folk … gøre dit navn stort." Dette var et materielt, nationalt løfte om, at hans afkom ville blive til en stor nation, et løfte angående race og materiel rigdom. 2) Den åndelige del af løftet drejede sig om NÅDE: "I dig skal alle jordens slægter velsignes," eller som det samme løfte er udformet i 1. Mosebog 22:18, "og i din sæd skal alle jordens folk velsignes." Dette løfte drejer sig om NÅDE igennem Kristus, denne "sæd", som det er forklaret i Gal. 3:8 og 16; Jesus af Nazaret nedstammede fra Abraham.

Altså RACE såvel som NÅDE

Løftet om at blive et "stort folk/nation" henviser alene til race, afstamning, ikke til "din sæd" Kristus som i dette tilfælde er ental. I senere gentagelser af løfterne til Abraham, taler Gud om "sæd" i flertal.

"Da Abram var ni og halvfemsindstyve år gammel, åbenbarede Herren sig for ham og sagde til ham: 'Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit åsyn og vær ustraffelig, så vil jeg oprette min pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort afkom … thi jeg gør dig til fader til en mængde folk; derfor skal dit navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham … " (1.Mos.17:1-5).

Nu blev der føjet betingelser til løfterne, nemlig Abrahams lydighed og livsførelse. Bemærk, at "overvættes stort afkom" nu er blevet "til fader for en mængde folk", mere end en nation. Og nu "skal konger nedstamme fra dig". Ikke kun en konge, men flere end én …(vers 6). Dette kan ikke henvise til den "ene sæd" Kristus. De følgende vers beviser det. "Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til folk, og konger (flere end én) skal nedstamme fra dig" (vers 6). Bemærk at disse nationer og konger skal komme fra Abraham -- generationer -- mange efterkommere, ikke blot en linie der vil afstedkomme spredte individer, der måske vil blive Abrahams afkom i kraft af forjættelse (Gal. 3:29). De spredte, individuelle kristne udgør ikke nationer. Her er der tale om RACE, ikke om nåde. "Jeg opretter min pagt mellem mig og dig og dit afkom efter dig fra slægt til slægt" (1. Mose. 17:7). Afkom er FLERTAL -- "fra slægt til slægt." "Og jeg giver dig og dit afkom efter dig din udlændigheds land, hele Kana'ans land, til evig eje, og jeg vil være deres Gud!" (vers 8). Bemærk at landet -- materiel ejendom -- bliver lovet til afkom i FLERTAL, for hvem han vil være DERES, ikke hans, Gud. Denne flertalsform DU OG DIT AFKOM EFTER DIG FRA SLÆGT TIL SLÆGT, bliver brugt igen i vers 9.

Løftet er ikke opfyldt i jøderne

Det følgende er meget vigtigt, hav det i erindring, -- JØDERNE har aldrig udgjort mere end een nation. De er ikke, og har aldrig været, MANGE nationer. Vi har her en overraskende profeti -- et højtideligt løfte fra Almægtige Gud, der ikke er blevet opfyldt hverken i Kristus, i kristne, eller i jøderne. Vi må se efter et antal NATIONER, der hverken er kristne eller jøder. Så overraskende det end er, må vi finde disse nationer eller fornægte Guds løfte! Gud prøvede Abraham og han adlød i tillid og tro. Han ADLØD -- endog så langt, at han var villig til at ofre sin eneste søn om nødvendigt. Efter denne prøve var løftet ikke længere betinget, nu blev det UBETINGET.

"Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra Herren: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din søn, den eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig" (1. Mos. 22:16-18).

Løftet er nu UBETINGET og Gud har SVORET på det. Abraham har allerede opfyldt sin del af aftalen; nu MÅ Gud opfylde sin andel uden at svigte.

Der er en yderligere detalje i løftet -- disse nationer der nedstammer fra Abraham "skal tage sine fjenders porte i besiddelse." En port er en smal indgang eller stræde. Når der er tale om nationale porte, kan det passe på passager såsom Panama Kanalen, Suez Kanalen eller Strædet ved Gibraltar. Løftet bliver gentaget til Rebekka i 1. Mosebog 24:60.

Én Nation og En Sammenslutning af Nationer

Disse utrolige løfter blev gentaget til Isak og senere til Jakob. Ismael og Abrahams andre sønner var ikke medregnet i denne fødselsret. Esau, Isaks søn og Jakobs tvillingebroder, solgte den og blev dermed forkastet. Løftet blev gentaget til Isak, som det er nedskrevet i 1. Mosebog 26:1-5. Igen til Jakob i 27:26-29, og der tilføjes MATERIEL velsignelse i form af rigdom fra "jordens fedme" samt profeti om, at hedninge nationer skal regeres af Israels førstefødselsrets besiddere. I 1. Mosebog 28:13-14 bliver der atter føjet yderligere til løftet, at Israels nationer med tiden skal "brede sig mod øst og vest, mod syd og nord", altså rundt om i hele verden.

Senere viste Gud sig for Jakob som nu hed ISRAEL, og definerede yderligere disse kommende "mange nationer" således: "Jeg er Gud den Almægtige! Bliv frugtbar og mangfoldig! Et folk, ja folk i hobetal skal nedstamme fra dig, og konger skal udgå fra din lænd (1.Mos. 35:11). Så "folk i hobetal" vil tage form som EN NATION -- en stor, rig og magtfuld nation; og en anden vil blive en SAMMENSLUTNING AF NATIONER -- en gruppe, eller et statssamfund af allierede nationer.

Løftet blev aldrig opfyldt med jøderne, og da der i Bibelen ikke er nævnt nogen specifik sand kirke, kan det heller ikke være opfyldt i en kirke. Kirken, der er omtalt i Bibelen, er ikke En Gruppe Nationer eller En Nation, men er en gruppe kaldede individer, der er spredte i alle nationer. Alligevel skal dette overraskende løfte være opfyldt, ellers må vi benægte Bibelen og Guds hellige Ord!

FØRSTEFØDSELSRETTEN og Scepteret

Vi kommer nu til den tydeligste bibelsandhed, som de færreste har bemærket.

De åndelige løfter, -- løftet om "den ene sæd", som er Kristus og frelse igennem Ham -- kalder Biblen "SCEPTERET". Dette løfte, som er kendt af de fleste, blev givet til jøderne. Jesus Kristus var fra Judas stamme og Davids hus. "Frelse", sagde Jesus, "udgår fra jøderne" (Johs. 4:22). "For jøde først", forklarede Paulus, "og så for græker" (Rom 1:16).

Dette er bekræftet i 1. Mos. 49:10: "Ikke viger kongespir fra Juda."

Men den overraskende kendsgerning, som få synes at have bemærket, er "at FØRSTEFØDSELSRETTEN var Josefs". Den Josef der blev solgt af sine brødre som slave til Egypten, hvor han senere blev statsminister og administrerede fødevarefordelingen -- Josef som blev kaldt "en rig mand" ligesom hans efterkommere var bestemt til at blive. "Thi Juda herskede over sine brødre, og af hans midte skulle fyrsten tages (løftet om Scepteret), men førstefødselsretten blev Josefs" ( 1. Krønikebog 5:2).

Førstefødselsretten som Esau solgte til Jakob -- løftet om national storhed og materiel rigdom -- blev aldrig givet til jøderne som kommer fra Judas stamme. Derfor skal vi naturligvis ikke forvente at finde opfyldelsen af dette løfte hos jøderne i dag.

Førstefødselsretten er Josefs

Hvad er da denne førstefødselsret? Det er en ret man opnår ved fødslen. Ordet "nåde" betyder ufortjent gunst -- noget der IKKE er ens ret, IKKE arvet ved fødsel, men skænket som en ufortjent gave. En "førstefødselsret" er arvet gennem fødsel, en RET. Følgelig indeholder ordet "førstefødselsret" en arv, der består af MATERIELLE velsignelser, overdraget fra far til søn -- velsignelser man ikke kan tage med sig, når man dør.

Hvad er et SCEPTER? Det er et emblem, et billede på kongelig magt og stilling. Gud lovede en ubrudt linie i det kongelige dynasti, der skulle kulminere med Jesus Kristus, der bliver Konge over Konger. Derfor var Sceptret inkluderet i løftet om evig frelse IGENNEM Kristus.

Bemærk dette, det er meget vigtigt! Scepteret, der er det åndelige løfte om NÅDE, ved hvilken ALLE nationer skal velsignes, gik til JUDA, men FØRSTEFØDSELDRETTEN gik til JOSEF. Førstefødselsretten er besiddelsen af landet Palæstina; besiddelse af fjendernes materielle passager; at regere over hedninger og eje deres lande, sprede sig og kolonisere rundt om i verden! Disse to faser af løfterne til Abraham er delt mellem to forskellig stammer af Israel!

1. Mosebog kapitel 48, beretter den interessante historie, om hvordan den gamle Israel overdrog førstefødselsretten til sine to sønner. En god ide at læse hele kapitlet.

Læg specielt mærke til, at Jakob (Israel) adopterede de to drenge Efraim og Manassa som sine egne legale sønner. Deres moder var egypter. I vers 16 siger han, "… så at mit navn og mine fædres, Abrahams og Isaks, navn må blive nævnt ved dem." Fra dette øjeblik skulle DE hedde "Israels Hus". Det er DEM som retmæssigt bærer navnet ISRAEL ikke jøderne! "… at de må vokse i mængde i landet", fortsætter Jakob sin velsignelse. HVEM skulle gro i denne lovede mængde? Vær sikker på at bide mærke i dette, -- IKKE Juda altså ikke jøderne, -- med Josefs sønner, Efraim og Manassa og deres afkom.

De to skulle begge vokse og blive til utallige mængder. Men engang med tiden, som det fremgår af en anden profeti i Esajas 49:20, som vi kommer tilbage til, skulle efterkommerne fra disse to drenge adskilles. Efraim ville miste Manassa, som da ville blive til en selvstændig nation -- Jakob, der stadig talte om Manassa, sagde: "Også han skal blive til et folk, også han skal blive stor; men hans yngre broder skal blive større end han, og hans afkom skal blive en mangfoldighed af folkeslag!" (vers 19).

Således blev EFRAIM og MANASSA, Josefs sønner, indehavere af førstefødselsretten. HVOR er Efraims og Manassas efterkommere i dag? De må være et eller andet sted. Efraim må være en gruppe, eller et statssamfund, og Manassa må da være den største nation på jorden! Enten er dette således, ellers taler BIBELEN ikke sandt.

David overtager tronen

Efter at Jacob og hans tolv sønner var døde i Egypten, formerede deres afkom sig igennem de ca. fire hundrede år, de kom til at opholde sig der, muligvis til et sted mellem tre og seks millioner mennesker. Da kaldte Gud Moses og gjorde ham specielt egnet til at lede disse Israels børn ud af det slaveri, der efterhånden var overgået dem i Egypten.

Da de var nået til Sinaibjerget på ørkenhalvøen, vedtog Gud en pagt med dem og etablerede dem dermed som en NATION -- Hans nation -- imellem verdens kongeriger. Deres regering var teokratisk, hvilket betød, at deres civile, åndelige og religiøse love blev givet direkte af Gud. Gud selv var deres Konge, og Han regerede dem igennem et system af dommere.

Snart begyndte Israelitterne at forlange en konge, ligesom de hedenske nationer rundt omkring dem havde. Gud gav dem da Saul som deres første menneskelige konge. Han var imidlertid ikke en god konge, og hans hjerte var ikke ret med Gud -- Saul mistede tronen og hans dynasti endte med ham.

Gud valgte da David, en mand efter Hans eget hjerte, til at sidde på Israels trone. Der var ingen familiær forbindelse mellem David og Saul. Ligesom Abraham, på grund af hans lydighed, hans ærlighed og oprigtighed, fik David det mest overraskende, UBETINGEDE løfte fra Gud. Dette løfte er lige så ukendt som førstefødselsrets løfterne Abraham fik.

Pagten med David

Lad os lave en kort resume fra skrifterne, der beretter om denne forbløffende pagt med David. Ligesom med Abraham gjorde Gud denne pagt med David ubetinget og ubrydelig.

David ville bygge Gud et stort tempel i Jerusalem. Den Almægtige svarede: " Når dine dage er omme og du hviler hos dine fædre, vil jeg efter dig oprejse din sæd, som udgår af dit liv, og grundfæste hans kongedømme " (2. Sam. 7:12). Det var hans søn Salomon, der blev konge efter David; "han," fortsatte Gud, "skal bygge mit navn et hus, og jeg vil GRUNDFÆSTE HANS KONGETRONE EVINDELIG" (vers 13).

Bemærk det! Davids trone som Salomon sad på, blev grundfæstet FOR EVIGT! Hvis denne trone ikke eksisterer mere, så har Gud ikke holdt sit løfte! Der er dem der siger, at løftet var betinget af Salomons og de efterfølgende kongers lydighed. Lad os se hvad skriften siger til det:

"Jeg vil være din sæd en fader, og den skal være mig en søn! Når den synder, vil jeg tugte den med menneskestok og menneskers slag," -- ja, læg mærke til det, men -- "men min miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den fra din forgænger" (versene 14-15). Sauls dynasti døde med ham. Gud lover her, at han aldrig vil tage tronen bort fra Davids linie på samme måde. Davids dynasti SKAL VARE EVIGT! Fortsæt nu i næste vers: "Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid!"

Igennem alle historiens generationer

Ikke alene var tronen sikret FOR EVIGT, den skulle fortsætte med at eksistere uden afbrud for altid -- igennem ALLE GENERATIONER!

"Jeg sluttede en pagt med min udvalgte, tilsvor David, min tjener: 'Jeg lader din sæd bestå for evigt, jeg bygger din trone fra slægt til slægt'" (Sal. 89:4-5). "…hans æt skal blive for evigt, hans trone for mig som solen, stå fast som månen, for evigt, og vidnet på himlen er sanddru" (versene 37-38).

"Thi så siger Herren: David skal ikke fattes en mand til at sidde på Israels hus' trone" (Jer. 33:17). Som historien beretter, var Zedekias den sidste konge der sad på tronen i Juda, og han blev slået ihjel sammen med alle sine sønner og noble mænd i 585 f. Kr. i landflygtighed i Babylon. Der er ingen historisk beretning om denne trone efter dette årstal. Var der ingen af Davids slægt til at fortsætte hans dynasti fra den dato? Nogen mener at Kristus overtog denne trone. Men det gjorde han ikke. Han blev i stedet korsfæstet, genopstanden og fór til himlen. Han VIL komme igen, og nu er der ikke længe til, for at bestige denne trone som Kongernes Konge og Herrernes Herre. Men, KAN Jesus Kristus når Han kommer igen til jorden, overtage en trone der for længst er ophørt med at eksistere?

Vil Kristus komme til en ikke eksisterende trone

Hvis Davids trone ophørte sammen med Zedekias, så eksisterer den jo ikke i dag. Hvis den ikke eksistere, hvordan kan Kristus da sidde på den. Se Lukas 1:32-33. Eftersom tronen skulle fortsætte igennem generationerne, hvad så med generationerne imellem Zedekias og Jesu fødsel?

"Så siger Herren: Hvis min pagt med dagen og natten brydes, så der ikke bliver dag og nat, når tid er inde, da skal også min pagt med min tjener David brydes, så han ikke har nogen søn til at sidde som konge på sin trone" (Jer. 33: 20-21). Dag og nat fortsætter stadig. Hvad med Davids trone?

"Har du ikke lagt mærke til, hvorledes dette folk siger? 'De to slægter, (Israel og Juda) Herren udvalgte, har han forkastet!' Og de smæder mit folk, fordi det i deres øjne ikke mer er et folk" (vers 24).

Men hvad svarer Gud? "Så siger Herren: Hvis jeg ikke har fastsat min pagt med dag og nat, givet love for himmel og jord, SÅ vil jeg også forkaste Jakobs afkom og min tjener David og ikke af hans afkom tage herskere over Abrahams, Isaks og Jakobs afkom" (vers 25).

Stærke ord, disse! Med mindre du kan stoppe vor gamle jord fra at dreje rundt om sin akse -- med mindre du kan flytte sol, måne og stjerne fra himlen, siger den Almægtige, så kan du ikke afholde Ham fra at holde sin pagt. Denne erklærer, at han igennem alle generationerne, FOR ALTID, lige fra David og Salomons tid vil holde en af deres linie og dynasti på denne trone!

Måske ikke nødvendigvis over HELE Israels hus eller jøderne -- men i det mindste over en del af dem og nok til at udgøre en nation.

Igen må vi huske på SCEPTER-løftet, som inkluderer denne linie af konger indtil kulminationen ved KRISTI genkomst: "Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, Ham skal folkene lyde" (1. Mos. 49:10).

Vi tester om Bibelen taler sandt

Har scepteret forladt Juda? Eksisterer tronen ikke mere? Eller gør den, som Gud lovede så sikkert. Eksisterer denne trone i dag, som Kristus kan overtage når Han kommer igen. En levende, uafbrudt eksisterende trone?

Det er Biblens troværdighed, der står på spil! Guds Ord er på spil!

Anden del

De tolv stammer deler sig i to nationer

ISRAELS HUS er ikke jødisk! Dem der udgør det er ikke JØDER, og har aldrig været det! Dette faktum vil vi nu uigendriveligt bevise.

. Da David døde, blev hans søn Salomon konge efter ham. Salomon beskattede folket for hårdt, og regerede i strålende pragt, som muligvis ikke er set hverken før eller siden. Han giftede sig med hedenske kvinder, ofrede til deres idoler og engagerede sig i mange synder, så Gud sagde: "Fordi det står således til med dig, og fordi du ikke har holdt min pagt og mine anordninger, som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive riget fra dig og give din træl det … jeg vil rive riget ud af din søns hånd …, men give din søn én stamme deraf for min tjener Davids skyld og for Jerusalems skyld, den by, jeg udvalgte" (1.Konge. 11:11-13).

ISRAEL skiller sig ud fra Davids trone

Bemærk det! Det er RIGET, ikke en del af det, som skal rives bort. Det er er DEL, een stamme som skal blive tilbage. Denne stamme, Juda, skal forblive under tronen -- hvorfor? "FOR DAVIDS SKYLD!" Davids dynasti må ikke blive afbrudt. Gud vil holde sin pagt!

Da Salomon døde, overtog hans søn Rehabeam tronen. Uden tøven forlangte folket at blive lempet i skattebyrden. Deres talsmand hed Jeroboam, (Salomons tjener). De talte indtrængende til Rehabeam: "Din fader lagde et hårdt åg på os, men let du nu det hårde arbejde, din fader krævede, og det tunge åg, han lagde på os, så vil vi tjene dig" (1.Kong. 12:1-5)

"Har min fader lagt et tungt åg på eder, vil jeg gøre åget tungere; har min fader tugtet jer med svøber, vil jeg tugte jer med skorpioner" (versene 6-14).

Israel gjorde oprør.

Kommandoråbet til folket lød: "Til dine telte, Israel!" Udfordringen til det royale hus var, "Sørg nu, David, for dit eget hus!" (vers 16).

"Således brød Israel med Davids hus, og det er stillingen den dag i dag. Men da hele Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, lod de ham hente til forsamlingen og hyldede ham som konge over HELE ISRAEL. Der var ingen der holdt fast ved Davids hus undtagen JUDAS stamme" (1-Konge 12:19-20).

"Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas hus og Benjamins stamme" (vers 21). Rehabeam ville kæmpe for at bringe Israels hus tilbage, men Gud sagde: "I må ikke drage op og kæmpe mod eders brødre israelitterne … thi hvad her er sket, har jeg tilskikket" (vers 24).

Israel delt i to nationer

Læg nøje mærke til at Judas hus, som også Benjamins stamme er indlemmet i, under Kong Rehabeam, nu var ved at forberede krig imod de resterende ti stammer anført af Efraim og Manassa. Altså var de nu to ADSKILDTE NATIONER. Ordet Jøde er blot kælenavn for Judas, og det anvendes kun om én nation, nemlig den der stammer fra Judas hus -- aldrig om Israels hus.

Første gang ordet Judæerne (Jøderne) bliver nævnt i Biblen er i 2. Kongebog 16:6. Noter det!

Akaz overtog kongegerningen i Jerusalem og sad på Davids trone (versene 1-2). Samtidig hed kongen Peka i Israel og han allierede sig med Kong Rezin af Syrien og sammen gik de imod Jerusalem og belejrede Kong Akaz, men de var ikke stærke nok til at angribe (vers 5). "På den tid drog Kong Rezin af Aram (Syrien) -- Israels allierede i kamp mod Juda (Jerusalem) -- og Remaljas søn, Kong Peka af Israel, op for at angribe Jerusalem -- og efter at han havde jaget judæerne ud af Elat …" (vers 6).

Så første gang vi møder ordet "judæer" (Jøde) i Bibelen, finder vi ISRAEL i krig med "JUDÆERNE"! Israels allierede, Syrien, drev JØDERNE ud af byen Elat!

Dette fastslår, at JØDERNE er en selvstændig nation ligesom ISRAEL. Det er FORKERT nu om dage at kalde Jøderne "Israel." De er ikke Israel -- de er JØDER (JUDÆER)! Hvor end ISRAEL befinder sig i dag, husk da på at ISRAEL ikke betyder Jøde! Hvor end de bortkomne ti stammer af Israel er i dag, så er de ikke Jøder! Når du ser navnene "Israel" eller "Israels hus", "Samaria", eller "Efraim" nævnt i profetierne husk da, at DET ER ALDRIG JØDERNE DER HENVISES TIL, det er til Israel som var i krig imod Jøderne!

Intet sted i Biblen henviser ordet "ISRAEL" til Jøderne. Udtrykket "Israel" alene, eller "Israels børn" kan dog til tider inkludere Jøderne, hvis det handler om alle 12 stammer. Jøder er Israelitter ligesom Sjællændere er Danskere, men DE FLESTE ISRAELITTER ER IKKE Jøder, lige så lidt som de fleste danskere ikke er Sjællændere. Jøderne er Judas Hus alene! De er EN DEL af Israelitterne. Men når disse folk er omtalt som NATIONER og ikke som kollektive individer, inkludere ordet " Israel" aldrig Jøderne. "Israels Hus" betyder ALDRIG "Jøder". Det er de to stammer i Jerusalem under Davids dynasti, der hedder Judas Hus. Den døende Israel sagde om Efraim og Manassa, Josefs sønner: "Lad mit navn blive nævnt på dem." De bærer sandelig navnet "Israel" den dag i dag.

Fra dette punkt i historien bliver Judas stamme sammen med Benjamin og en part af præsterne fra Levis stamme kaldt "JUDAS" ikke Israel. De TI stammer anført af Efraim og Manassa, bliver fra samme tidspunkt kaldt "ISRAEL". De er ikke Jøder og blev aldrig kaldt Jøder!

Fra den tid blev Israels børn, de tolv stammer, delt i TO NATIONER!

For første gang i historien tilfalder FØRSTEFØDSELSRETTEN en nation, NEMLIG Israel anført af Efraim og Manassa; SCEPTRET forbliver i den anden nation der hedder "JUDAS HUS". De to faser i løftet til Abraham er nu delt ud til hver sin SELVSTÆNDIGE NATIONER!

Igennem mange generationer forblev Israel og Juda selvstændige nabonationer, og de havde hver deres konge. Hvorfor er præster og bibelstuderende uvidende om dette, når hele fire bøger i Biblen, 1. og 2. Kongebog, 1. og 2. Krønikebog er viet til at fortælle det. Disse fire bøger handler om disse to selvstændige, rivaliserende kongerigers historie? Se på landkortene bagerst i din Bibel, der vil du se de to nationer klart afmærkede.

Juda beholdte Jerusalem som hovedstad i området, der var kendt som Judæa. Israel besatte territoriet nord for Judæa, og Samaria blev dets hovedstad. Derfor bliver Israel til tider benævnt "Samaria" i profetierne. Dette er også en vigtig nøgle til at kunne forstå profetierne. Jøderne er ALDRIG medregnet, når der er tales om "Samaria" i profetierne -- det er altid de TI stammer, Israels Hus.

Israels Hus er ikke Jøder

Det skal slås helt fast, at Israel og Juda ikke er to navne for den samme nation. De var, er og vil vedblive at være TO SELVSTÆNDIGE NATIONER indtil Kristi genkomst, TO ADSKILDTE NATIONER. "Judas Hus" betyder ALTID Jøderne".

Denne sondring er af vital betydning, for at kunne forstå profetierne. Eftersom de fleste Bibel studerende ikke kender denne basale forskel, er de ude af stand til at forstå profetier!

Næste gang vi læser om "Jøderne" i Biblen, da er Israels Hus drevet i landflygtighed, og ingen ved, hvor de opholder sig, og navnet Jøder er alene møntet på Judas Hus. Der er ingen undtagelser i Biblen!

Israel i landflygtighed og forsvundet!

Det første Jeroboam (fra Efraims stamme) gjorde efter at være blevet konge over Israels Hus, var at stille to guldkalve op, og dermed indføre idoltilbedelse i kongeriget. Historien findes i 1. Kongebog 12:28-33.

Denne afgudsdyrkelse og brud på Sabbatten (Eze.20:10-24) var den synd, som blev den største forbandelse for nationen Israel. Generation efter generation talte Gud indtrængende til Israels Hus og tryglede dem om at vende sig fra traditioner -- fra deres forfædres veje, -- og komme tilbage og overholde Guds love. Men igennem syv forskellige dynastier under 19 konger, fortsatte Israel sine nationale synder, -- synder SÅ STORE i GUDS øjne, at Han til sidst tillod, at de blev besejret og sendt i landflygtighed.

I 721 f. Kr. blev Israel endelig drevet ud af deres land -- ud af deres hjem og deres byer -- og drevet som fanger til Assyrien syd for Det Kaspiske Hav!

"Derfor blev Herren såre fortørnet på Israel og drev dem bort fra sit åsyn, så der ikke blev andet end Judas stamme tilbage" (2. Kong.17:18).

I 2. Mosebog kapitel 26 finder vi Guds højtidelige advarsel til alle Israels børn. HVIS de ville tilbede Ham alene, undgå afgudsdyrkelse og holde Hans Sabbatter; leve efter Hans love og holde budene, da ville de arve de nationale, materielle løfter, Gud havde lovet Abraham. De ville vokse i antal, blive rige og magtfulde, -- blive den mest dominerende nation på hele jorden. Men, hvis de afslog og var oprørske, ville de blive straffet SYV GANGE -- et tidsrum på 2520 år (7x360) -- i fangenskab og undertrykkelse og mangler.

Her i 721 f. Kr. (husk denne dato) begyndte Israels Hus sin 2520 år lange landsforvisning, der skulle fortsætte til 1800 e. Kr.

Israels Hus mistede sit identitets TEGN -- Sabbatten -- tegnet der identificerede dem som ISRAEL -- JA, DE MISTEDE FULDSTÆNDIG DERES IDENTITET! De kendte end ikke selv deres nationale navn. De ansås for at være HEDNINGER!

I 2. Mose. 32:12-17 berettes der om, hvordan Gud oprettede en pagt med Israel, og at tegnet på pagten skulle være Sabbatten, et tegn der identificerede dem som Hans pagts indehavere. Skabelsen af sabbatten var hellig for Gud, Han hvilede på den og velsignede dagen, og bød mennesker hvile og tilbede Ham på denne dag. Denne fremgangsmåde ville altid holde menneskene i kontakt med den sande Gud -- hviledagen ville altid erindre mennesker om SKABELSEN. Skabelsen er BEVISET på Gud. Den identificerer Ham, og meningen var at holde menneskene i vished om den sande Gud. Da Israel kasserede Guds Sabbat, varede det ikke længe, før de også havde glemt Gud og gik over til afgudsdyrkelse. Indtil da var Israel den eneste nation der holdt sabbatten, idet alle andre nationer for længst var gået over til afgudsdyrkelse. Israel blev drevet i landflygtighed, fordi de havde kasseret dette TEGN, og snart kendte de ikke selv deres identitet. Læs Ezekiel 20:10-24.

Af samme grund -- for at have forkastet sabbatten -- blev også Judas drevet i fangenskab. Se Jeremias 17. Nogle Jøder kom dog tilbage 70 år senere under ledelse af Ezra og Nehemias. De havde lært af erfaringerne i Babylon, og de blev meget strenge sabbat overholdere, og ydermere tilføjede de så mange restriktioner, at Jesus fejede denne labyrint af menneskelige regler bort, idet han sagde: "Sabbatten er gjort for mennesket og ikke mennesket for Sabbatten". Ortodokse Jøder har bibeholdt den originale Sabbat. DERFOR -- fordi de har beholdt Sabbatten -- bliver disse folk, der stammer fra Jøderne under Ezra og Nehemias -- bliver de i dag ansete for at være ISRAEL! De er dog kun en del af JUDAS HUS, for dem der ikke kom tilbage med Ezra og Nehemias mistede også deres identitet. Det er verden ikke klar over.

Så skete det, "at Herren til sidst drev Israel bort fra sit åsyn, som han havde sagt ved alle sine tjenere profeterne; og Israel måtte vandre bort fra sit land til Assyrien" (2. Konge. 17:23). De FORLOD Samarias land og kom aldrig tilbage. Hedninger blev forflyttet dertil og overtog hjemmene og byerne, (vers 24), og det var disse hedninger, der var kendt som Samaritanere på Kristi tid. En mere detaljeret beretning om Israels landflygtighed findes i 2. Kongebog 18:9-12 og 17:5-18.

"Thi i lang tid skal israelitterne vente uden konge og fyrste, uden slagtoffer og stenstøtte, uden efod og husgud," (Hoseas 3:4). Eftersom det var DEM der bar navnet "Israel", ikke Jøderne, da er det DEM der vil TABE sin identitet! De ville miste navn, sprog, religion og land. Esajas 28:11; 62:2; 40:27; Jeremias 16:13; Hosea 1:8-10; Hosea 2:5-6.

( Part II -- Part III)